image
imagewidth (px)
122
13.7k
text
stringlengths
1
83
et på at Sladderen om mit Forhold til
med Kammerater og Sang og Musik og Moro.
Han blev til igaar, da vi hentet ham med
Hest. Her var stille som i Graven, da han
kom, og han sa ligeud, at det var
trist med saa faa Mennesker i Julen. "Hver dagene
gjør det ikke saa mye, for da læser jeg jo hele
Tiden". Vi har tænkt at leie et Værelse til
ham over hos Løland efter Nytaar, saa han
kan faa røre sig lidt - læse høit, spille lidt
og tralle lidt, naar han han Lyst. Her mister
han Maal og Mæle.
Det er ikke godt at være
Barn i et Hus hvor der arbeides slig som
her
og helst med tunge Tanker. Naar
G. er ude og hugger Ved (ellers gaar han
aldrig ud af Døren) da passer vi paa og
synger og spiller og slaas og holder Leven
saa godt vi kan. Men som Tuften siger,
det er ikke sikkert vi er oplagt
netop da. Tuften skal forresten
herefter hede Aadne. Han synes det er
saa vanskeligt at hede Arne Garborg af flere
Harriet
Backer
den største personlighet og hendes
kunst
nerværk
har en sjelden vekt og fylde.
Ikke så at hendes kunst savner spe-
cielle kvindelige egenskaper, den er har
både ømhet og ynde. Men dertil også en
mandlig kraft og konsekvens, en ut-
holdenhet i sin stræben mot det fuld-
komne, som de færreste i hendes slektled
eide. Disse egenskaper gir
Harriet
Backer
en høi
plass ikke bare i vor hjemlige kunsthistorie,
men
i hele samtidskunsten som den i hendes
virkeår bevæget sig fra realisme til im-
pressionisme, fra form til kolorit.
For hendes eget vedkommende blev der al-
drig noet brudd i denne utvikling. Den artet
sig harmonisk som alt i hendes liv.
En side ved Harriet Backers personlig-
het og virke, som ikke skal være glemt,
er hendes lærergjerning. for d Der er ikke
få av de yngre, nu aldrende malere som
har nydt godt av hendes kloke og sam-